10 år hos Eurostar:

Tillykke til vores markedschef Johnny Damm

Han blev ansat til at styre entreprisedelen, senere kom salgsarbejdet til at fylde mere. Tillykke til Johnny Damm, der har 10-årsjubilæum hos Eurostar Danmark den 6. juni.

 

Når jubilaren ser tilbage, fremhæver han især den vækst og udvikling, som Eurostar har gennemgået.

 

”Da jeg begyndte, var vi ikke så mange i administrationen, som vi er nu. Det har været fantastisk at være med på rejsen, og jeg er stolt over at have ydet mit bidrag til, at Eurostar i dag er omkring 60 medarbejdere og en markedsledende aktør inden for kørebaneafmærkning,” siger han.

 

Johnny har en lang karriere bag sig inden for salg. Det har mest været i tekniske brancher som elvarme, trykluft og reguleringsventiler. Han har dog været salgsleder hos NCC Asfalt, så arbejdet i en entreprenørvirksomhed var ham ikke ukendt, da han kom til Eurostar.

 

Har selv stået på snoren

Eurostars kunder er en blanding af asfalt- og jordentreprenører samt kommunale og statslige bygherrer. Dertil kommer private kunder som eksempelvis boligselskaber og ejendomsforeninger. Kunderne har forskellige behov, og det giver alsidighed i opgaverne. Variationen passer Johnny rigtig godt, og han har endda været med ude på vejene for at udføre striberne.

 

”Det har altid været sådan hos Eurostar, at man giver en hånd med, hvor der er brug for det. Så jeg har været med stribehold ude nogle gange. Det tiltaler mig, at man støtter sine kollegaer, og så har det samtidig været en god måde at få indsigt i arbejdet på. Det er vigtigt for mig, at jeg er godt inde i det, jeg skal sælge,” siger han.

 

Jesper Nielsen, der kom ind i Eurostar sammen med sin virksomhed JE Vejmarkering i 2005, har en stor stjerne hos Johnny, der betegner ham som et koryfæ i branchen. Jesper delte gavmildt ud af sin indgående viden om vejregler, kundesegmenter og teknikker i de år, de to arbejdede sammen. Han var et opslagsværk i anlæg af kørebaneafmærkning og dedikeret som få til sit arbejde.

 

Frihed under ansvar

Det bedste ved at arbejde hos Eurostar er ifølge Johnny, at han kan strukturere sin dag, som det passer ham bedst, og at han har frie rammer til at løse sine opgaver på den måde, som han finder rigtig.

 

”Fra 80’erne og frem blev ’frihed under ansvar’ et populært mantra på arbejdsmarkedet, uden at det nødvendigvis var noget, man fulgte i praksis alle steder. Hos Eurostar er ’frihed under ansvar’ ikke noget man bare siger, det er noget, man mener,” siger han.

 

Johnny er overbevist om, at det giver gladere medarbejdere og større effektivitet, når ledelsen udviser tillid til de ansatte. Han fortæller desuden, at friheden til selv at planlægge sin tid giver ham mulighed for at prioritere sin lokale fodboldklub, hvor han spiller på veteranholdet. Han har tidligere spillet positionen højre wing, men er i dag omskolet til back med størst fokus på de defensive pligter.

 

Johnny Damm er 57 år. Han bor ved Køge sammen med Pia, som han har været gift med i 20 år, og deres sammenbragte børn.

Er du interesseret i at følge vores arbejde, og vil du holde dig orienteret om, hvad der sker i branchen for kørebaneafmærkning og vejmarkering? Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få ny viden på området.

Nyhedsmail.png