Kørebaneafmærkning handler ikke kun om produktion: Menneskelige kvaliteter er afgørende

Det kræver stor beslutsomhed og stærke koordineringsevner at planlægge produktionen af vejstriber. Per Christian Hansen er dog ikke i tvivl om, hvad det vigtigste i hans arbejde er – nemlig empati og forståelse.
Per Christian Hansen har som produktionschef hos Eurostar det overordnede ansvar for hele produktionen. Han har siden 2015 stået i spidsen for koordineringen mellem entrepriseledere, projekter, asfaltentreprenører, private kunder og medarbejdere.
”Jeg leder og fordeler projekterne, så udlægningen af kørebaneafmærkning foregår så gnidningsfrit som muligt. Jeg har 12 års erfaring i branchen, så jeg ved, hvordan opgaverne prioriteres bedst muligt,” siger Per Christian Hansen.
Empati er afgørende for en succesfuld leder
Per Christian Hansen er uddannet elektriker og har 12 års erfaring fra dette fag. Han tog efterfølgende en ingeniøruddannelse og har arbejdet som entrepriseleder og distriktschef. Han har derfor en bred erfaring, der er afgørende i hans arbejde hos Eurostar.
”Gennem min karriere som håndværker og entrepriseleder, har jeg lært at forstå vigtigheden af menneskelige og sociale kompetencer. Det at kunne håndtere mange bolde i luften på samme tid, mens man rent menneskeligt skal være en god leder, er helt afgørende for mit arbejde,” siger Per Christian Hansen og fortsætter:
”For mig er det essentielt at udvise empati for mine medarbejdere. Man skal bruge sin sunde fornuft og have forståelse for sine kollegaers situation, og man skal udvise respekt over for andres arbejdsopgaver. Jeg tror, at det er den rigtige måde at lede på.”
En udfordrende hverdag med stort ansvar
Der hviler et stort ansvar på Per Christian Hansens skuldre, da han skal sørge for at produktionen kører.
”Der er mange aspekter, jeg skal tage hensyn til, når arbejdet skal fordeles, da jeg skal sørge for at optimere arbejdsprocessen og samtidig få flest mulige produktioner sat i gang. Det er min opgave at styre rækkefølgen af de forskellige projekter vi får,” siger Per Christian Hansen og fortsætter:
”I vores branche er vi meget afhængige af vejret. Hvis det pludselig regner uafbrudt i fem dage, går det udover produktionen. I situationer som disse, er det mig der skal tage ansvar og vurdere, hvordan vi kan udnytte ressourcerne på anden vis. Det kan være, at medarbejdere må køre 100 kilometer ekstra for at arbejde på et andet sted end planlagt, for at produktionen fungerer optimalt.”
Selvom der er visse udfordringer ved jobbet, vil Per Christian Hansen ikke bytte det for noget andet:
”Det giver mig en stor tilfredshed, når vi lykkes med at få alle projekterne til at gå op i en højere enhed. Jeg kan godt lide at træffe hurtige og vigtige beslutninger, og så er det spændende at arbejde i en branche med vækst hos Danmarks største stribeentreprenør,” siger han.
Kunne du tænke dig at høre mere om, hvordan det er at arbejde med kørebaneafmærkning hos Eurostar, er du velkommen til at kontakte produktionschef Per Christian Hansen.