top of page

Bestemmer selv

sin arbejdstid:
 

Derfor er det fedt at arbejde med vejmarkering og kørebaneafmærkning! 

Jonas Jensen.jpg

35-årige Jonas Jensen fra Dronninglund er ikke i tvivl om, hvorfor han elsker sit arbejde hos Eurostar Danmark. Et godt arbejdsmiljø med frisk luft og en fleksibel hverdag, man selv kan tilrettelægge, vægter højt hos Jonas. Og så har han mulighed for at tjene så mange penge, han vil.

 

”Det er helt klart arbejdsmiljøet. Jeg har frihed til selv at bestemme, hvordan min arbejdsdag skal se ud samtidig med, at jeg har et aktivt job i frisk luft,” svarer Jonas Jensen på spørgsmålet om, hvorfor han efter seks års fravær nu igen er vendt tilbage til jobbet hos Eurostar.

 

Til daglig laver han vejmarkering og kørebaneafmærkning på de danske veje og parkeringspladser, men sådan har det ikke altid været. Jonas Jensen, der oprindeligt er uddannet automekaniker, var i en femårig periode fra 2008 til 2013 ansat hos Eurostar, inden han sagde farvel for at vende tilbage til sit oprindelige fag. Han begyndte dog at savne den friske luft og den fleksible hverdag. Siden april 2019 kan du derfor nu igen se Jonas Jensen i Eurostars uniform på de danske veje. 

 

”Jeg får min energi af at gå ude i den friske luft. Jeg kan ikke lide at gå indenfor på et værksted hele dagen, og derfor er jeg nu kommet tilbage hos Eurostar, hvor jeg også har gode kollegaer,” siger Jonas Jensen.      

 

Bestemmer selv arbejdsmængden og sin løn 

Det er ikke kun den friske luft og de gode kolleger, der gør jobbet hos Eurostar interessant. Det gør lønnen også. Når man arbejder i produktionen som Jonas, har man selv mulighed for at bestemme, hvor meget man vil arbejde – og det kan i den grad mærkes på lønkontoen: 

 

”Lønnen er god i sig selv, men udover dette kan jeg selv afgøre, hvor mange timer jeg vil arbejde. Der er arbejdsopgaver nok, så hvis man vil tjene mange penge, kan man tage ekstra opgaver. Det er helt klart et plus ved mit arbejde, at jeg har mulighed for at tjene ekstra penge,” siger Jonas Jensen.

 

Fleksibelt job med frihed under ansvar 

Jonas Jensens hverdag starter som regel med at kontakte kunderne for dagens projekt, hvorefter der følger opgaver som opmåling af vejene og produktion af de hvide striber, som vi alle kender fra vejene. En af fordelene ved arbejdet er, at han selv er med til at planlægge sin arbejdsdag. 

 

”Jeg får tilsendt mails med mine arbejdsopgaver, og så bestemmer jeg egentlig selv rækkefølgen af dem, så længe de bare bliver udført til tiden. På en fredag kan jeg vælge at arbejde tæt på min bopæl, så jeg kan komme tidligt hjem og holde weekend. Det er helt fantastisk at have så meget frihed under ansvar,” siger Jonas Jensen og fortsætter: 

 

”Det kræver forholdsvis godt vejr at lave vejstriber. Fra januar til marts kan vi derfor ikke arbejde på vejene, da materialerne bliver ødelagte af det kolde vejr. Der er mange, der ser det som en fordel at have fri i disse måneder, da man så kan tage på en ekstra lang vinterferie.”  

 

Medarbejderne kommer i første række 

Selvom arbejdet hos Eurostar som oftest udføres på trafikerede veje, er medarbejdernes sikkerhed altid førsteprioritet. Det er noget, som Jonas Jensen er særdeles glad for: 

 

”Arbejdsmiljøet var en medvirkende årsag til, at jeg vendte tilbage hos Eurostar. Vi har et rigtig godt fællesskab blandt kollegaerne, men ledelsen går også op i, at vi har det godt. Der bliver virkelig taget hånd om os og vores sikkerhed. Jeg kan tydeligt mærke, at vi kommer i første række,” slutter Jonas Jensen. 

 

Kunne du tænke dig at høre mere om, hvordan det er at arbejde med vejmarkering og kørebaneafmærkning hos Eurostar, er du meget velkommen til at kontakte produktionschef i Øst Stefan Elgaard Petersen eller produktionschef i Vest Per Christian Hansen

Er du interesseret i at følge vores arbejde, og vil du holde dig orienteret om, hvad der sker i branchen for kørebaneafmærkning og vejmarkering? Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få ny viden på området.

Nyhedsmail.png
bottom of page