Fra købmand til entrepriseleder:
Thomas fandt sin rette hylde

Han havde egentlig tænkt sig at gøre karriere i detailbranchen, men Thomas Gade fandt i stedet sin plads hos Eurostar, hvor han i dag har ansvaret for fire stribehold. En stor del af hans arbejde handler om at servicere kunder og motivere medarbejderne, og derfor har han rig mulighed for at trække på sin uddannelse som mellemleder hos COOP.
Thomas Gade er uddannet mellemleder hos COOP, og i mange år forestillede han sig, at han skulle gøre karriere som købmand. Først skulle han bare lige have et lille afbræk, og derfor tog han arbejde hos Eurostar som stibelægger for en kort tid - troede han - for i dag er det 12 år siden, han begyndte.
”Jeg blev grebet af arbejdet på vejen. Det er skønt at komme udenfor hver dag, og der er stor fleksibilitet i jobbet, da man selv tilrettelægger sine opgaver. Der er desuden et rigtig godt arbejdsmiljø hos Eurostar, hvor jeg har mange søde kollegaer,” siger han.
Efter syv år som stribemedarbejder blev Thomas tilbudt en stilling som entrepriseleder, og den takkede han ja til. Det var nemlig en god mulighed for at arbejde med de interesseområder, der fik ham til at uddanne sig til købmand i første omgang: kundeservice, handel og ledelse af medarbejdere.
Ekspert i vejstriber og service
Thomas har i de seneste fem år haft ansvaret for fire arbejdshold. Det er hans opgave at planlægge de mange opgaver, Eurostar løser for kommuner, Vejdirektoratet, entreprenører, grundejerforeninger og private p-huse. Han tager dialogen med kunderne og koordinerer opgaverne sammen med sine hold. Og han har rig mulighed for at trække på sin uddannelse fra COOP. Om jobbet som entrepriseleder siger han:
”Det kræver forståelse for service. Kunderne skal opleve, at vi hos Eurostar gør alt, vi kan, for at imødekomme deres behov, at vi er fleksible og løsningsorienterede. Det er min opgave at skabe en positiv dialog med kunden, og det mit ansvar at motivere medarbejderne til at gøre deres bedste, så vi leverer et godt produkt hver gang.”
Selvom Thomas sidder mere på kontoret nu, så er han stadig ude i marken for at møde bygherre, starte projekter op eller følge arbejdet skride frem. Han beskriver det som en stor fordel, at han har været så længe på vejene og selv håndteret vejstribemassen. Det har givet ham stor indsigt i stribearbejdet, og erfaringerne bruger han hver dag, når han koordinerer opgaverne med sine teams.
Vejmarkering kræver tillid og ansvar til medarbejderne
Udover sin fortid som købmand har Thomas også været sergent i Forsvaret. Erfaringerne som befalingsmand bruger han til at skabe motivation og engagement hos medarbejderne. Han er optaget af at vise sine medarbejdere tillid og give dem ansvar. Tingene går stærkt, når der kommer mange opgaver ind, fortæller han, så alle skal være omstillingsparate og i stand til at træffe selvstændige beslutninger.
Thomas er ikke i tvivl om, at han som entrepriseleder hos Eurostar har fundet sin rette hylde. Det er hans direktør, Jesper Wraae-Bess, heller ikke. Han siger om Thomas:
”Logistikforståelse, struktur samt sans for koordinering og produktion er alle vigtige egenskaber i jobbet som entrepriseleder. Thomas har disse kvaliteter, men samtidig har han gode sociale egenskaber og fornemmelse for, hvordan man motiverer mennesker. Det er tydeligt, at han både har erfaring fra stribearbejdet i praksis, og at han har baggrund i et servicefag samt Forsvaret.”
Thomas Gade er 44 år og bor i Dronninglund med Trine, som han er gift med. Sammen har de børnene Emil på 12 og Frida på 14.