top of page

Eurostar stiller skarpt på bilister og medarbejderes sikkerhed 

StilSkarpt%20kampagne_edited.jpg

Der sker mellem 208 og 263 ulykker ved vejarbejde hvert år, hvilket svarer til én ulykke hver anden dag. Nu forsøger Vejdirektoratet med en ny kampagne at undgå de mange ulykker. Hos Eurostar bakker vi op om kampagnen, da sikkerheden på de danske veje er vores førsteprioritet. 

 

Kampagnen ”Stil skarpt – Vejarbejde kræver fokus”, der løber af stablen i uge 40 og 41 2019, skal få flere bilister til at holde fokus, når de kører bil. 

 

”Vejarbejder er besværlige at navigere i, fordi omstændighederne på vejbanen er ændret. Derfor skal man udvise ekstra opmærksomhed, når man kører forbi et vejarbejde – både om dagen og natten. Man kan for eksempel ikke tro, at man kan drøne lige gennem et vejarbejde om natten, når der er mennesketomt. Der kan stadig være vanskeligere forhold,” siger Charlotte Vithen, områdechef i Vejdirektoratet, om baggrunden for kampagnen. 

 

Bilister skal udvise skærpet opmærksomhed    

Alt for ofte sker der ulykker ved et vejarbejde, fordi bilisterne undervurderer, at vejbanen er ændret. Transportminister, Benny Engelbrecht, bakker kraftigt op om kampagnen, der skal få bilisterne til at stille skarpt: 

 

”Jeg støtter i den grad op om kampagnens vigtige budskab, som minder om, at der er mennesker på begge sider af afspærringen – både bilister og vejarbejdere. Begge parter skal gerne komme helskindet hjem til familien, når arbejdsdagen er slut. Derfor er det vigtigt, at bilisterne udviser skærpet opmærksomhed, når de kører gennem et vejarbejde. Det er også derfor, et bredt flertal i 2014 vedtog at fordoble bødestraffen for hastighedsoverskridelser ved vejarbejde,” siger han. 

 

Også hos Eurostar har kampagnen stor betydning, da det netop er vores medarbejderes sikkerhed, der er på spil. 

 

”Hos Eurostar bakker vi op om kampagner med sikkerheden i fokus, idet vi ønsker, at både bilister og vores medarbejdere kommer sikkert hjem,” siger Jesper Wraae-Bess, administrerende direktør hos Eurostar.

 

Kampagnen vil være synlig gennem skilte langs udvalgte vejarbejder, på plakater ved rastepladser langs motorvejene samt bag på busser i Jylland og på Fyn. Kampagnen vil løbe igen i foråret 2020.

Er du interesseret i at følge vores arbejde, og vil du holde dig orienteret om, hvad der sker i branchen for kørebaneafmærkning og vejmarkering? Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få ny viden på området.

Nyhedsmail.png
bottom of page